En
arbejdsdag i sommeren 1972: 1972 havde jeg
selv en lille sommerferietjans som postbud - såkaldt sommerfugl,
som daværende Vagtmester Lenke, kaldte os - på Bagsværd
Posthus. Arbejdsgangen, dengang, var at vi mødte kl. 6.oo, og når
en klokke ringede, var posten opsorteret i ruter, som vi fik udleveret,
og herefter skulle sortere efter veje og husnr., så brevene lå
i posttasken i den rækkefølge vi kom til hver husstand. Kl.
10.00 skulle vi være tilbage til en frokostpause, og efter en ny
sortering blev posten til 2. ombæring udleveret, og så gik
det på samme måde igen, og når vi var færdige,
kunne vi gå hjem ved ca. 13-14 tiden. Turen foregik på de sædvanlige
gule cykler, og min cykel havde nr. Bav 9B, efter den rute jeg kørte
på. Bav er en forkortelse for Bagsværd, som i øvrigt
er identisk med den, DSB anvender, og KSB anvendte, for Bagsværd
Station. Min
rute omfattede de 3 af de 5 lave blokke i Værebro Park (Blok IV
- VI), samt hele Gråpilevej, en meget landlig - uasfalteret - vej
med to - tre bondegårde. Her
fik jeg gerne mine 5 minutters kaffepause - dvs. jeg fik en kold cacaomælk
og en wienerbasse, mens en hest kom hen og fik det sidste stykke af min
spandauer, kam eller hvad jeg nu havde valgt den dag. Det
sidste stykke af min rute var en typisk villavej; Værebrovej - på
begge sider, med alle sidevejene, frem til mit daværende hjem i
Værebrovej 194, samt vores genbo. Det
gav mig mulighed for at få en kop te, og alligevel være tilbage
på posthuset kl. 10.00. Herefter blev der gjort klar til 2. ombæring,
og når den var overstået, og cykel plus taske var afleveret,
var det faktisk fyraften. Post Danmark reklamepostkort
A 82 (Viser ikke forfatteren af siden) Jo
det var nok lidt lettere og sjovere at være postbud dengang. I dag
er de små pauser helt væk, har jeg hørt, og det hele
tages i ét slæb frem til kl. 14-15 stykker. De vilkår
kunne jeg ikke arbejde under, og jeg tager hatten af for hverdagens helte:
Vores postbude.
Kolonihaverne på Klausdalsbrovej havde dog kun én ombæring,
som regel på samme tidspunkt som 2. ombæring. Den havde jeg
selv, mens jeg på første ombæring, hvor der var meget
post, delte rute 9 med et fast ansat postbud.
