Bagsværd Søborg Bladet 030722

Bagsværd/Søborg-bladet 22/07 2003
Af Lau Ishøj

Marianne har et problem med sit køn

Transseksualitet: Fordomme og uvidenhed florerer stadig, når det gælder transseksualitet. Nu slår modige Marianne et slag for forståelsen.

- Hvis jeg var født som pige, skulle jeg have heddet Marianne. Men desværre blev jeg til en mand rent fysisk. Jeg er det man kalder transseksuel - ikke at forveksle med en transvestit.
Man har fundet ud af, at der sker en genetisk fejl allerede i fosterstadiet, som gør at en transseksuels psyke er en kvindes mens kroppen er en mands. Det kan også være omvendt.

Juridisk har jeg et drengenavn, men jeg lever som kvinde (i kvindetøj) og jeg
kan ikke ændre mit officielle navn til Marianne. Det kan kun ske efter en kønsskifteoperation. Men det har jeg ikke behov for, som jeg lever. Ordene kommer fra Marianne Gottlieb, Værebroparken. Siden hun flyttede til bebyggelsen har hun kun mødt fuld forståelse for sin
seksualitet - og folk hilser på hende med hendes pigenavn. Og det er netop hvad en transseksuel ønsker.

Det kan ses.

Kigger man godt efter, kan man se, at Marianne er mand, men når hun åbent signalerer sig som kvinde med kjole og make-up, gør det ondt når for eksempel en ekspedient tiltaler hende "hr."

Marianne følte allerede som tre-årig, at hun var anderledes. Hun legede med piger og legede pigelege. Allerede som helt lille begyndte hun at gå i sin mors tøj. - Mine forældre blev hurtigt opmærksomme på det, men troede jeg ville vokse mig fra den tendens. Derfor fik jeg aldrig den dukke, jeg ønskede mig. Senere troede jeg i en periode, at jeg var transvestit og først omkring 1980 fortalte jeg mine forældre, at jeg var transseksuel. Det tog de pænt og accepterede mig for det, men jeg kunne mærke, at de ønskede jeg holdt en lav profil, forklarer Marianne, og fortsætter:

Folder til familien

- I dag er jeg 50 år, men først da jeg var 43 år sprang jeg helt ud som transseksuel. Jeg skrev til hele min familie og forklarede mig og medsendte en informations-folder om transseksualitet. Men familien forstod det ikke rigtigt, og derfor har jeg kun meget lidt kontakt med den nu.

Marianne har været sammen med Gitte (som er kvinde) i 19 år. Hun fik
sandheden om Mariannes situation efter kun fem ugers bekendtskab - og
accepterede det fra dag ét. De to er stadig sammen, men Gitte har siden fået
en hjerneskade, der gør, at de ikke kan bo under samme tag til hverdag. To gange har Marianne været ude for vold. Begge gange i et S-tog. Første gang blev hun slået af en højrøstet alkoholiker. - Jeg anmeldte det til politiet, men de ville ikke tage sig af sagen fordi, jeg ikke havde nogen skadestue-rapport. Politimanden var tydeligvis negativ overfor mig. Anden gang var jeg sammen med Gitte, hvor en bande unge mennesker spyttede på mig, rev mig i håret og satte ild til det samtidig med at de råbte grimme ting. Til gengæld er jeg lykkelig for, at beboerne i Værebro er søde og forstående - også i beboerhuset Regnbuen.

Et problem nager imidlertid. Marianne har i halvandet år haft et job i administrationen på et sygehus. Før hun søgte stillingen blev hun frarådet at melde helt ud. Derfor møder hun i herretøj på jobbet. Men en kollega opdagede "hemmeligheden" efter en artikel i Værebroparkens beboerblad, og kollegaen roste Marianne for at stå frem.

Læs også Lau's hjørne på side 2 (under faktaboksen "Hvad er transseksualitet")

Hvad er transseksualitet?
Af Lau Ishøj

Det er ikke en fiks eller pervers idé at være transseksuel. En transseksuel er en person som er født i en mandekrop, men føler sig som kvinde - eller omvendt.

Forskere har konstateret, at mænds og kvinders hjerner har forskellige strukturer. Populært sagt har en transseksuel en hjerne, der burde have befundet sig i en krop af modsat køn.

Forbytningen sker allerede i fosterstadiet. Ingen ved dog ikke hvorfor der går uorden i systemet.

Man må ikke forveksle transseksuelle med transvestitter.

En transvestit er en person (mand eller kvinde) som føler seksuel eller følelsesmæssig glæde ved at bære tøj af det modsatte køn.

Hovedparten af transvestitter er mænd. De er helt tilfredse med deres krop, men nyder fantasien ved at forestille, at de er medlem af det modsatte køn.

Derfor tror nogle transseksuelle fejlagtigt, at de er transvestitter.

Der er ingen kur mod hverken transseksualitet eller transvestisme.

Billeder fra artiklen: Fotograf Thomas Olsen ©

© Thomas Olsen
I Mariannes garderobe er herretøjet i mindretal og benyttes kun til jobbet.
Ellers er det som her en ganske almindelig damegarderobe.

Lau's Hjørne:

Ole bole...
Af Lau Ishøj

"Ole bole går i skole i sin moders underkjole".

Det er et ældgammelt børnerim. For børn er det blot en rim, som der ikke lægges nogen dybere mening i. Bortset fra, hvis en dreng går lidt feminint klædt - eller måske blot virker feminin.

Bruges "Ole bole" mod ham, kan det gøre ondt helt ind i sjælen og give konsekvenser for resten af livet, hvis den feminine dreng i virkeligheden er transseksuel. En transseksuel er en kvindesjæl født i en mandekrop - eller omvendt - og nogle transseksuelle opdager kroppens og mentalitetens misforståelse allerede som helt lille.

I en artikel andet steds i bladet i dag fortæller Marianne Gottlieb, at hun (der fysisk er mand) blev opmærksom på misforståelsen allerede som tre-årig.

Hun holdt det skjult eller var tilstrækkelig psykisk stærk til ikke at tage skade af lidt mobning. Og sprang først ud som voksen.

Det er kun få år siden, at hjernespecialisterne fandt "den lille forskel" i hjernen, der afgør, om man ender som heteroseksuel eller transseksuel.

Forbytningen sker allerede i fosterstadiet, og så hænger man på den resten af livet - uanset fordomme og folks reaktioner. Det kan ikke "helbredes" - for det at være transseksuel er ikke en sygdom såvel som homoseksualitet heller ikke er en sygdom - selv om det holdt hårdt at komme til den erkendelse.

På visse arbejdspladser er det ligefrem en markering af frisindethed og tolerance at ansætte homoseksuelle medarbejdere, og kun sjældent afvises de fra et job, hvis kvalifikationerne er ok.

Men når det gælder de transseksuelle, lever vi stadig i den mørke middelalder.

Marianne er uddannet sekretær, og hun var heldig at få et job som sådan på et
af vore sygehuse. Men allerede før hun søgte jobbet, fik hun at vide, at hun måtte finde jakkesættet frem, hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om stillingen.

Rådet kom ikke fra sygehusledelsen. Det første velmente råd i den forbindelse kom fra en amtspolitiker, som Marianne mødte på gaden:

- Du får intet job i et sygehus som mand i kvindetøj, lød beskedden. Senere kom samme råd fra Arbejdsformidlingen.

Som sagt så gjort. Marianne søgte og fik jobbet - og spiller nu komedie - både med sig selv og sin arbejdsgiver af frygt for at miste jobbet. Skuespillet kører på andet år.

Prøv, kære heteroseksuelle mandlige læser, at forestille dig, at du skal stå op en time før normalt, foretage verdens tætteste barbering, iføre dig sminke og kvindetøj, herunder kunstige bryster, og gå på job i otte timer - for ikke at blive fyret på gråt papir.

Er vore sygehuse - også på dette punkt forstokkede?

- Vil I ansætte en mandlig transseksuel (eller transvestit) i kvindetøj som sekretær og/eller f.eks. en muslimsk kvinde med tørklæde?

Personalechef Mikael Buhl, Glostrup Amtssygehus:
- Jeg skulle nok klappe hesten en ekstra gang, men hvis vi kendte personen i forvejen - og hvis vedkommende kunne falde godt ind med kollegaerne, ville det være ok. (Vedr. "tørklæde-kvinder" er det lovbestemt, og der må kun
tages stilling til kvalifikationerne).

Vicechefsygeplejerske Kirsten Hildebrand, Bispebjerg Hospital:
- En kvinde med tørklæde er intet problem. Det samme gælder en transvestit og/eller en transseksuel mand i kvindetøj - blot det hygiejniske i påklædningen svarer til vore regler.

Vicedirektør Svend Hartling, Herlev Amtssygehus:
- Hvis det er tydeligt, at der er tale om en mand i kvindetøj, kan det virke distraherende - især hvis vedkommende har med patienter at gøre - for eksempel i en informations-situation, og så vil vi nok bede vedkommende om at skifte til herretøj. For nogle år siden - på et andet sygehus - havde vi en læge, der insisterede på at gå med korte bukser under sin lægekittel. Det bad vi ham om at stoppe med.

—>0<—

Der blev taget et par fotos mere til artiklen, for at have valgmuligheder, de der ikke kom i bladet følger her:

Luk dette vindue