Mit liv  -  som mand og som kvinde
Jeg er en pige fra 1953, der er født i en mandekrop, men som i begyndelsen af 1998 valgte at leve i 3½ år uafbrudt som den kvinde jeg føler jeg er. Efter at have zappet frem og tilbage mellem de to kønsroller fra min barndom. Fra 2001 - 03 blev jeg igen blevet fritidstransepige, der kom som mand i arbejdstiden, i forbindelse med det job jeg havde på et sygehus, som sekretær for en oversygeplejerske. Da jeg mistede jobbet i 2003, kunne jeg igen begynde at leve som den kvinde jeg er.

Jeg har ikke undergået nogen kirurgiske indgreb, da min kønsopfattelse sidder mellem ørerne eller i hjertet, og ikke mellem benene. Vi er 3,5 milliarder kvinder i Verden, hvoraf kun 7 eller 8 er idealkvinder, så jeg kan sagtens leve som og føle mig som kvinde, uanset hvilken krop jeg har. Men har dog i en periode gået til samtaler på "Riget" for at få hjælp til en afklaring af, om jeg alligevel vil få det bedst med at have en krop der er i overensstemmelse med mit køn.Resultatet blev at jeg har det fint med min medfødte krop.

Jeg har valgt at være helt åben overfor mine omgivelser, og har idag både min kærestes og families, mine venners og mine naboers fulde accept, af at jeg idag er kvinde.

- min barndom og ungdom:

Jeg havde mine første oplevelser med kvindetøj, da jeg som 3-årig fandt min mors tøj i klædeskabet, og fik en utrolig oplevelse af at prøve noget der var dejligt. Det udviklede sig hurtigt til at jeg klædte mig helt som dame, og opførte små stykker for mine forældre og min kusine, hvor jeg var kvinde i mit lille one-girl-show. Jeg drømte tit om at være en rigtig pige, og var ret misundelig på mine veninder i børnehaven.

Da en psykolog gav mig forbud mod det, da jeg var 10 år, måtte jeg fortsætte i smug med at tage min mors tøj på, men da jeg i sommeren 1967 var 14 og fik adgang til min børneopsparing, købte jeg selv mit første ungpigetøj. Det var selvfølgelig i den tids stil, som piger på 14 år gik klædt.

- ud blandt folk:

Jeg holdt det skjult i mange år, mens garderoben voksede, og jeg efterhånden begyndte at vove mig ud på gaden som pige; først om aftenen hvor det var mørkt, men efterhånden som jeg lærte makeupkunstens mysterier, kom jeg også ud om dagen, mens mine forældre var på arbejde, og jeg tog en fridag fra mit arbejde.

De første ture var små indkøbsture i omegnen, men efterhånden fik jeg mod på at tage ind til København, hvor jeg gik i biografen, i Tivoli eller på natklubben Madame Arthur, hvor der kom mange spændende mennesker: Transer, bøsser, lesbiske, og ganske almindelige mennesker af begge køn. Det gav mig et par kortvarige kæreste- forhold med et par søde piger, men ikke noget holdbart.

- jeg flytter hjemmefra:

Da jeg flyttede hjemmefra som 29-årig, var det dejligt at jeg nu kunne udfolde mig frit i min egen lejlighed, og nårsomhelst gå små ture i omegnen, eller tage i byen. På den tid begyndte jeg at lægge mærke til at der var beboere i min bebyggelse - Værebro Park i Bagsværd - der begyndte at kigge lidt efter mig, og der kom nogle pudsige kommentarer. Det besluttede jeg at tage i opløbet, ved at skrive en artikel i vort beboerblad, der fortalte om hvad jeg var - og hvorfor - jeg sommetider gik i dametøj. Det medførte en noget mere afslappet holdning til min fremtoning.

En dag mødte jeg min mor, mens jeg var Marianne, og det blev starten til at begge mine forældre fik at vide at jeg stadig var til pigetøj. Min far tog det helt fint, mens det var lidt sværere for min mor.

Gitte                

- Gitte:

Da jeg i 1984 mødte min kæreste, Gitte, tog hun det utroligt flot, da jeg efter 5 uger fortalte at jeg var transvestit (som jeg var dengang) og vi har nu levet sammen i snart 15 år. Gitte og jeg flyttede sammen i Ballerup i 1985, hvor jeg også opnåede et rimeligt forhold til omgivelserne - selv om der ikke var mulighed for at skrive i et beboerblad på samme måde. Da hun blev alvorligt syg og kom på plejehjem i 1994, valgte jeg at flytte tilbage til Bagsværd, efter at have fået en lejlighed i Værebro Park igen, da jeg altid har følt mig hjemme i Bagsværd, og de naturskønne omgivelser, der er i omegnen af Bagsværd. Hvad der var endnu vigtigere var at Gittes plejehjem også lå i Bagsværd,og derfor er vi som regel sammen hver weekend, hvor vi ofte tager på små ture sammen med hinanden i hånden. Det er bevidst at vi går offentligt og holder hånd, selv om vi er to piger, for at vise at en trans godt kan have et godt forhold til sin kone. For derigennem at gøre op med nogle fordomme.

Igen oplevede vi så det samme, som i starten i Værebro Park, at der var en vis undren, over min lejlighedsvise påklædning, så jeg valgte at skrive i beboerbladet igen. Det fik denne gang stemningen til at vende radikalt, da jeg nu oplevede en utrolig velvilje og positiv indstilling til mig, og jeg kom i snak med mange mennesker der roste mit indlæg i beboerbladet.

I den forbindelse kom jeg i kontakt med en sød pige, Lisbeth, hvis datter lavede en skoleavis, og gerne ville interviewe mig, og det var jeg da med på, da det også ville medføre at børnene i bebyggelsen fik oplysning om mig, og min påklædning. Det var faktisk en ganske sjov oplevelse, at blive interviewet af børnene i 6. klasse, og Lisbeth er idag en af mine rigtigt gode veninder.

- naboerne:

Efter en pause med omklædningen - i hvert fald udendørs - på grund af mine forældres død, som gav mig en slem nedtur, kom jeg efterhånden ind i en fast rutine, hvor jeg var mand, når jeg gik på arbejde, og gik ud som kvinde, når jeg havde fri. Da jeg dengang arbejdede i DSB, havde jeg fire arbejdsdage og to fridage i en fast turnus. Når jeg havde ferie, var jeg ofte omklædt i både 4 og 5 dage ad gangen.

Da jeg en dag kom forbi vores lokale medborgerhus, Regnbuen i centeret, mødte jeg igen Lisbeth , og hun fik overtalt mig til at komme ind og få en kop the. Da jeg kom ind, sagde hun til de andre: ”Det er Marianne!” - og folk hilste pænt på mig, og bød mig velkommen, så jeg satte mig ned og fik en kop the, og en god snak med brugerne af medborgerhuset.

Derved kom jeg i rigtig god kontakt med en stor del af beboerne i Værebro Park, og har efterhånden lært så mange at kende (og fået flere nære venner og veninder, bl.a. Lisbeth der ”hev mig ind” i Regnbuen), at hver gang jeg går fra min lejlighed, ned i vores indkøbscenter, møder jeg en masse mennesker undervejs, der nikker og siger ”Hej!” eller ”Hej Marianne!” Det er en utrolig varme jeg møder hos mange af beboerne, og blot en indkøbstur er utroligt hyggelig og livsbekræftende, og viser den store accept, man kan opnå som transvestit/transgender ved at være åben og imødekommende overfor sine omgivelser. Jeg har altid været villig til at svare på spørgsmål, både fra børn og voksne, og har altid svaret ærligt. Det tror jeg er meget vigtigt. Ligesom det er vigtigt at jeg tydeligt viser min egen selvaccept, da det gør det langt nemmere for andre at acceptere mig.

- arbejdsløs:

I vinteren 96/97 holdt jeg op ved DSB, da jeg fik mavesår på det tidspunkt. Jeg troede først det var på grund af de skiftende arbejdstider, men da jeg i den efterfølgende periode begyndte at udvikle mig personligt samtidig med at jeg gik hos en psykiater, der bakkede mig op, gik det op for mig at jeg havde behov for at leve som kvinde på fuld tid. Da både Gitte og min psykiater bakkede mig fuldt op i dette ønske, begyndte jeg gradvist at leve mere og mere som kvinde, og mindre og mindre som mand. Jeg begyndte også at tage på små ture til bl.a. Odense, Sønderborg, og Malmö som kvinde, og jeg kunne mærke at selve fascinationen ved kvindetøjet, på den ene side aftog, så det ikke længere var for tøjets egen skyld at jeg gik med det, og på den anden side føltes det mere og mere naturligt at være kvinde, og gå klædt i kvindetøj.

- fuldtidskvinde:

Efter mange års skiften frem og tilbage som transvestit, blev jeg i januar 1998 transgender - altså fuldtidskvinde. Selv mens jeg var kvinde på fuld tid, bakkede min kæreste mig op. Det gør hun stadig - og vi har det bedre sammen end før jeg blev fuldtidskvinde, for hun kan mærke at jeg fik det bedre end nogensinde. I den periode valgte jeg også at lade håret gro, så jeg kunne droppe parykken, og nu får jeg det farvet og klippet hos min dygtige damefrisør.

Da jeg i foråret 1998 fik en invitation til en familiefest, hvor jeg gerne ville deltage, og gerne være den officielle fotograf som jeg blev anmodet om, måtte jeg tage skridtet og for alvor komme ud af skabet, ved at fortælle hele min famile på én gang, hvordan jeg lever nu. Det blev gjort i form af et lille brev, et foto af mig selv, en informationsfolder om transvestisme og transgenderisme, samt en kopi af min artikel i beboerbladet fra 1994. Det var jo ret spændende hvad der ville ske, når de modtog brevene. Allerede næste dag fik jeg en række positive tilkendegivelser pr. telefon, fra de fleste i familien, og jeg fik da også at vide at jeg var velkommen til at tage min pæneste kjole på til familiefesten. Værtinden ville så på forhånd informere deltagerne (dem af dem, der ikke havde fået mit brev) om at jeg ville komme som kvinde. Det blev faktisk min bedste familiefest nogensinde, og jeg gemte mig ikke i en krog, men fór rundt og fotograferede. Alle tog det fuldstændigt naturligt at jeg nu så sådan ud, og der var ingen underlige blikke eller bemærkninger. Efter maden fik jeg også danset med flere af de flotte mandfolk, der var med, bla. min bordherre.

- på kursus:

Jeg gik fra november 98 til februar 99 på et PC-kørekort kursus på Niels Brock i København - som kvinde! Herved håbede jeg at kunne få fyldt nogle af hullerne i min viden om PC’er. Det gik godt nok; men vi skulle til eksamen 7 gange, så der skulle læses en del i de 7 bøger jeg købte fra Globe.
I pauserne var vi en gruppe piger der sad og hyggesnakkede, og selvom om de andre piger opdagede at jeg var lidt anderledes end dem, gav de normalt ikke udtryk for det, men behandlede mig på lige fod med dem selv. Enkelte af dem har vist interesse for denne hjemmeside, og det er jeg både smigret over og glad for. Det viser noget om accept af usædvanlige personer.

I slutningen af april startede jeg på et webdesignkursus på MMI - MultiMedieInstituttet, hvor jeg lærte en masse om HTML, billedbehandling med mere. Det var et godt og udbytterigt kursus, som gav mig en god ballast til at redesigne min hjemmeside, og måske en mulighed for at få job i IT-branchen.
På MMI kom jeg også som kvinde, og der valgte jeg med det samme at fortælle at jeg havde skiftet køn, og at fortælle at jeg er trans, og at jeg står ved det. Det havde en ret god virkning, som det oftest har når man er ærlig, og der var igen et godt forhold til mine medkursister, ligesom på Niels Brock. Jeg fik lejlighed til at hjælpe et par af mine veninder på holdet, og vi var en lille gruppe piger der havde det hyggeligt sammen, og bakkede hinanden op på en god måde. Der var en vis interesse for mit kønsskifte, men det var ikke noget særligt dominerende samtaleemne, idet de fleste betragtede mig som en hver anden kvinde.
Nu er mit WEB-design kursus afsluttet - og jeg vil gerne sende en hilsen til mine holdkammerater, både på Niels Brock og på MMI hvis i kommer ind på denne side. Det har været en hyggelig tid, og jeg savner jer.

D. 11/10 startede jeg på et IT-supporter kursus, der varede et halvt år, og jeg lagde ud med at fortælle om mig selv og hvad jeg er en for pige. Det endte med en stor accept og klapsalver fra de øvrige deltagere, hvilket var en meget varm og dejlig oplevelse.
Det blev et rigtigt godt kursus, og jeg kunne hurtigt konstatere at det var en god klasse med et godt sammenhold, hvor vi tog en gang gas på hinanden. Vi lærte både om MS Officepakken, og om de mere "bløde" værdier der skulle opbygge vores selvtillid til den dag vi søger job.

- arbejde:

Jeg var stadig uden fast arbejde, i 2001 men jeg har arbejdet i jobtræning (aktivering for langtidsledige) i en humanitær organisation. Det var ved at møde til jobsamtalen som kvinde jeg fik denne jobtræningsplads, og endda havde to at vælge imellem, hvor man ikke anså det som noget problem, da jeg nævnte under samtalen at jeg ikke er født som kvinde. Så jeg håber at arbejdsgiverne en dag er så velvillige overfor os, at dem der ønsker det får et godt job i den nye kønsrolle.

Patientforeningen for transsexuelle - PFT - arbejder bl.a. på at det skal være muligt at skifte officielt navn, uden krav om kønskorrigerende operation, for at gøre det lettere både for de transsexuelle der er i prøveperioden, hvor man skal leve som kvinde, forud for operationen, men også for de der ikke føler behov for operationen.

- manderollen - i en periode:

I mit liv som fuldtidskvinde, har jeg måttet konstatere at dette liv ikke er nogen dans på roser. Som nævnt er det meget svært at finde et fast job.

Derfor prøvede jeg at gå tilbage til manderollen igen, i sommeren 2001, for at se om det gjorde det lettere at finde et job. Samtidigt gjorde jeg hvad jeg kunne, for at bilde mig selv ind at jeg trivedes i manderollen - bare for at overleve.
Det lykkedes mig da også ret hurtigt, med hjælp fra et jobsøgningskursus, at finde et job som sygeplejesekretær på et sygehus. Her arbejdede jeg i små to år, inden det blev klart for mig at det ikke kunne fortsætte på den måde.
Da jeg undersøgte muligheden for at komme som kvinde på mit arbejde, men fik afslag; og da jeg ikke kunne klare mentalt at leve som mand de 8 timer om dagen længere, var jeg i et dilemma, idet jeg ville bryde sammen psykisk hvis jeg skulle fortsætte med at undertrykke mit rigtige jeg, og derfor havde jeg ikke anden mulighed end at melde mig syg, hvilket desværre medførte at jeg fik min afsked.

og kvinde igen:

 Da jeg også har en del helbredsmæssige problemer,lever jeg nu af min førtidspension, som jeg fik tilkendt i 2004.

Dermed er mit liv kommet ind i en rolig gænge, hvor jeg ikke længere behøve at bekymre mig for at tjene til dagen og vejen. Til gengæld har jeg døjet med - og gør det stadig - en hel del helbredsproblemer, som lægger en dæmper på min dagligdag. Det jeg gør mest ud af nu, er at Gitte og jeg har så mange gode stunder sammen som muligt.

- oplysning:

Jeg har været rimeligt aktiv i oplysning og debat gennem TV-udsendelser, avisindlæg, websites m.v., for at gøre et stykke arbejde for alle former for transpersoner. Da jeg mener at det er vigtigt at videreføre de oplysninger der allerede er kommet frem i offentligheden om os, og som har medvirket til den delvise accept vi idag nyder godt af, takket være modige pionerer på området, der har stået frem i medierne og fortalt om os. Her er det jeg igen vil lufte min kæphest om hvor vigtigt det er at man accepterer sig selv, for at opnå andres accept. En selvaccept jeg har opnået gennem et langt medlemsskab af FPE-NE, og siden hen af TiD og PFT. (Se mine links)


Jeg har derfor selv været lidt i medierne: Internettet, Radio Gladsaxe, Frederiksberg Lokal TV, samt i BT og vores lokale blade i Gladsaxe, hvor jeg har benyttet lejligheden til at fortælle om både transvestitter og transsexuelle. Det har været dejligt at få de muligheder, gennem de pågældende mediers velvilje, og jeg håber også fremover at få lejlighed til at kunne fortælle om hvad og hvem vi er - disse "underlige" personer der er født i en mandekrop - men også har nogle kvindelige sider der skal udleves ved at gå klædt som kvinder, med makeup og langt hår. Hvad enten det er permanent eller blot som en del af et mandeliv.

Marianne Gottlieb (rev. 12/04 '09)