|
|
Mine interesser
|
|
|
På denne side, fortæller jeg om en del af mine mange
spændende interesser, hvoraf nogle er meget jordnære,
og andre er mere højtflyvende; men et vist kreativt
element kan jeg nok ikke løbe fra.
|
|
Fotografering
|
Fotografering er en af mine yndlingsinteresser.
Jeg bruger mit Nikon D-70 digitale spejlrefleks,
og går tit på en lille fotosafari i naturen eller i
Københavns gader. Kameraet er selvfølgelig med når jeg
er på heldagsture, ferier og fester.
Jeg laver selv "mørkekammerarbejdet" på PC'en, med at rette på
belysning og farver, samt lave udsnit af billeder, hvis
jeg ikke har brugt zoomen rigtigt. Derefter brænder jeg alle de
billeder jeg vil have kopieret, på en CD, og får fotohandleren
til at lave det grove arbejde. Det er både billigere og bedre på
den måde, end hvis jeg selv printer dem ud.
Alle mine fotos kommer i albums, hvor hver enkelt
side bliver lavet på PC'en og originalbillederne
derefter sat på.
|
|
Videooptagelser
|
Det er sjovt at lave sine egne videoer.
Jeg optager filmene med mit nye Panasonic mini-DV kamera (digitalt), som kan handle
om ferier, damptog eller andre spændende ting. Derpå redigerer
jeg dem på computeren i et program der hedder Pinnacle Studio 10.1 Plus.
Mine optagelser med mit gamle Hi8 kamera, fik samme tur gennem denne vridemaskine,
som giver en rimelig billedkvalitet på de analoge optagelser, og den er i det mindste
bedre end dengang jeg kopierede over på videobåndoptagere.
Når filmen er færdigredigeret og forsynet med baggrundsmusik etc. brænder
jeg den på en DVD-R, så jeg og Gitte - samt vore gæster - kan se den på
fjernsynet via en almindelig billig DVD-afspiller.
|
|
Film
|
Jeg holder af en god film.
Jeg har tidligere gået jævnligt i biografen for at se kvalitetsfilm
- hvilket nu er hæmmet af en indreøresygdom - hvor
jeg især er til franske og italienske film, som "Il postino" eller
"La stazione", eller en "tøsefilm" som "Bridget Jones Dagbog".
Jeg har dog også en svaghed for amerikanske film i Science
Fiction genren, som f. eks. Star Trek, Star Wars m. fl.
Jeg har en en samling på flere hundrede DVD-film derhjemme, som
jeg holder af at hygge mig med, når jeg er i humør til en hjemmeaften
foran "tossekassen".
|
|
Musik
|
Nej - jeg er ikke udøvende musiker....
- men jeg elsker at høre god
musik, når jeg har fri og er hjemme, hvad enten jeg er igang
med at skrive på min PC, montere fotos eller lave mad.
Jeg er til et stort udvalg af genrer, lige fra Beethoven via Miles
Davis til f.eks. Countryrocksangerinden Shania Twain ("Man! I
Feel Like A Woman!"). Ligeledes holder jeg af de gamle popskiver
fra min barndom og ungdom, så jeg har selvfølgelig samlet et par
CD'er sammen, og har næsten 1000 af dem lige nu. Når jeg ikke
hører CD'er stiller jeg radioen ind på enten DR's "P4" på FM eller
på "Nova FM", "P3", og "DR Klassisk" på DAB-radioen.
|
|
Frimærker
|
"Vil du med hjem og se min
frimærkesamling?"
OK - den vits er nok lidt gammel, men frimærker er nu ret underholdende
og afslappende at samle på, og i de mørke vinteraftener - eller
lyse sommerdage er det primært Sverige og England, jeg samler
på, og visse øvrige mere tidsbegrænsede områder;
samt motivmærker med jernbaner - samt de franske "Marianne"-mærker.
Mærket tv. viser Grækenlands danske dronning Anna-Maria med sin
lille datter Alexia, der idag er en voksen kvinde.
Jeg har en lille hjemmeside om mine frimærker. Den er ikke helt
udbygget endnu, men tag gerne et kig på http:mgottlieb.dk/frim
|
|
Min PC
|
Jeg er lidt PC-nørd.
Siden jeg fik min første PC i 1996, er det i de efterfølgende 10 år blevet til en af mine
kæreste fritidsbeskæftigelser. Jeg har i efteråret '04 igen fået skiftet min
PC ud med noget mere tidssvarende, bl.a. en lidt større fladskærm og Windows XP. Dette
skete med god hjælp fra et par nære venner, der er endnu bedre til PC'er end jeg selv er.
Mine styrker ligger mest på software-siden, hvor jeg er uddannet som superbruger i Office og Windows.
Min hjemmeside er lavet direkte i HTML-kode med hjælp af editoren HomeSite 4.0d, men jeg er nu gået over til
Dreamweaver MX, som er en opdateret udgave af HomeSite.
Efter jeg har lært HTML-koderne, og billedbehandling på et Webdesignkursus på MultiMedieInstituttet i '99
er det blevet sjovere at lave web-sites både for mig selv og for andre.
|
|
Veterantog
|
Med dampen oppe.
En anden af mine interesser er de gode gamle damptog, som jeg
synes er utroligt spændende og fascinerende, og hvorfor skulle
en pige ikke kunne interessere sig for det? Vi har jo allesammen
både mandlige og kvindelige sider, og jeg er da ikke dene eneste
pige i Dansk Jernbane Klub.
Jeg tager derfor ofte på ture med de "kære gamle tog" som Peter
Belli synger om i sangen, og jeg har brugt mine kameraer flittigt
under disse ture.
Fotoet tv. viser D 826 mellem Ballerup og Mileparken.
Jeg pusler pt med en lille hjemmeside om min jernbaneinteresse.
Den er ikke helt udbygget endnu, men tag gerne et kig på http:mgottlieb.dk/tog
|
|
Naturen
|
Ud i Danmarks skønne natur.
Er der noget bedre end en frisk spadseretur eller en lang cykeltur
i skoven eller på landevejene, mens fuglene kvidrer og solen
skinner. Det er både sundt og dejligt, og naturligvis tager jeg
ofte Gitte, og et kamera med.
|
|
Rejser
|
"At rejse er at leve!"
Jeg har rejst meget, både nordpå og i Sydeuropa, hvor jeg har
været på Corsica, Ibiza, i Venezia (foto tv.) og flere gange i
Grækenland. Det er en dejlig måde at tilbringe en ferie på, at kunne
suge nye indtryk til sig, og lære om andre kulturer og deres historie.
Efter jeg er blevet førtidspensionist, er der ikke rigtigt råd
og kræfter til den slags ting mere, og som transepige er
det trods alt de færreste lande, hvor man kan færdes frit uden
generende tilråb og kommentarer. Til gengæld har jeg en masse
dejlige minder i form af fotos og videofilm fra mine rejser.
|
|