Omgivelserne


Hvordan forholder omgivelserne sig til en transperson?
Hvordan er transpersonens muligheder i forhold til omgivelserne?
Kan jeg møde andre transpersoner nogen steder?

Der er mange spørgsmål der melder sig når man konstaterer at man er transperson, uanset om man er novicen der lige har erkendt sit behov for at gå med kvindeklæder i ny og næ - eller man hører til de der må se i øjnene at man føler sig mere som kvinde end som mand, og derfor fungerer bedst til dagligt, hvis man lever som kvinde - eller som i en del tilfælde, er nødt til at foretage et fysisk kønsskifte.

Jeg er ikke istand til at give et uddybende svar på alle spørgsmålene, endsige give den endelige sandhed, men vil blot herunder søge at berette lidt om hvordan jeg selv oplever det, udfra min egen situation, som fuldtidskvinde.

Reaktionerne på gaden
Mange transpersoner kommer slet ikke på gaden, da de enten ikke har behov for det, eller ikke har modet til det, mens andre er vant til at færdes offentligt som kvinde, eller måske ligefrem gør det til dagligt. Jeg vil her tage udgangspunkt i de transpersoner der kommer ud blandt andre mennesker, da det er det jeg kender bedst.
Når man som transperson færdes offentligt er reaktionerne mangeartede, og spænder lige fra mere eller mindre ubehagelige tilråb, eller spytklatter - via personer der ikke kan finde ud af om de skal sige "han" eller "hun" - pga uvidenhed (transpersonen foretrækker normalt at blive omtalt og tituleret som det køn man er klædt som/følers sig som: men mange mennesker er i tvivl om hvad der er mest høfligt) - til venlighed og varme smil, og endda nysgerrighed. Møder du som transperson folk der spørger venligt til din transvestisme - eller transseksualitet - vil det være en stor fordel for både dig selv og os andre, hvis du tager dem alvorligt, besvarer deres spørgsmål, og afmystificerer situationen ved at fortælle om dig selv. På den anden side skal du heller ikke trænge dig på; men afvente en god lejlighed til at fortælle om emnet. Det kan dog hurtigt blive trættende for f.eks. dine kolleger på jobbet, eller din familie, hvis du konstant snakker om at være transperson.

Er vi bagefter?
Det er måske lidt underligt at reaktionerne er så forskellige, når man sammenligner med f.eks. homosexuelle, der stort set er accepteret på de fleste steder i samfundet - men man må nok se i øjnene at vi transpersoner er 10-20 år bagud for bøsserne og de lesbiske. Hvorfor det er sådan kan man komme med mange forklaringer på - men noget af det vigtigste er nok at de homosexuelles forening LBL (tidligere F48) har været tidligere ude med at fortælle omgivelserne, hvad de står for og hvad de er for nogle mennesker. Samtidigt har man haft nogle foregangspersoner i for eksempel Bøssernes befrielsesfront, der virkelig er gået i tëten og har udbredt budskabet.
Modsat har den oprindelige transvestitforening (Phi Pi Epsilon som den hed fra starten) været mere indadvendt, og koncentreret sig om at hjælpe det enkelte medlem frem for at give information udadtil. Dette er naturligvis også vigtigt, men man har i mange år sovset det ind i diskretion (læs: hemmelighedskræmmeri) da man har haft den opfattelse, at det at være transvestit eller transseksuel var noget man skulle holde mund med, overfor sine omgivelser. Holdningen var at man både kan risikere at miste job og familie etc. hvis det kom frem at man kunne lide at "gå i dametøj".

Hvad sker der?
Det er så heller ikke helt forkert, for på grund af manglende viden om transpersoner kan man rent faktisk komme i den situation at f.eks. ægtefællen forlader forholdet, da hun ikke kan holde af en mand der viser sine kvindelige sider så tydeligt. Endnu sværere er det for den transeperson der lever som fuldtidskvinde, eller ønsker at skifte køn. Det er de færreste koner der accepterer dette, og det kan også være svært at beholde sit job, hvis man ønsker at komme som kvinde på jobbet. Jeg har selv oplevet at miste mit job som sekretær på et sygehus, da jeg mødte op på min arbejdsplads, med et ønske om at komme som kvinde for fremtiden.

Transeperson på jobbet
Det er ganske vist ikke tilladt at fyre en medarbejder på dette grundlag, men man kan jo altid finde en undskyldning for at slippe af med en sådan medarbejder. Samarbejdsvanskeligheder, manglende omsætning etc. etc.
Man kan have de bedste kvalifikationer, men ligeså snart personalechefen under en jobsamtale erfarer at man ikke er født som den kvinde/mand man præsenterer sig som, så har det ikke længere nogen interesse. Jeg har også prøvet det!
Inden jeg bliver alt for pesimistisk, vil jeg skynde mig at tilføje at der er mange, for hvem det lykkes at beholde deres job, selv om de skifter køn eller kønsrolle - og der er da også enkelte som det lykkes for at få foden indenfor på en arbejdsplads, selv om man lever som det modsatte af sit fødte køn.
Jeg har selv fået et halvt års jobtræning (aktivering for langtidsledige) i en humanitær organisation, hvor man ikke har de fordomme man ellers så tit møder på arbejdsmarkedet. Der er ofte noget "højere til loftet" disse steder, hvilket gør at man tiere accepteres som den man er.
Derimod blev jeg som nævnt, bagefter ansat på et sygehus - som mand, og her var der ikke mulighed for at komme på arbejde som kvinde. Ja de vidste faktisk ikke på mit job, at jeg var transseksuel, da det var Arbejdsformidlingen der stillede som betingelse for at hjælpe mig med at få et job, at jeg droppede kvindetøjet, og holdt mund om hvad jeg foretog mig i den retning i fritiden. Så jeg røg selv tilbage i den situation jeg advarer mod: Hemmeligholdelsen, og de psykiske problemer ved at fornægte mig selv.
Det endte da også galt - med at jeg mistede jobbet - men til gengæld har jeg igen kunnet leve som mit rigtige jeg siden 1. august 2003.

Har vi ikke ret til at være som vi er?
Men hvorfor er det så svært? Hvorfor er vi langt bagud? Hvorfor er det ikke en naturlig ting at man kan leve i overensstemmelse med sin kønsidentitet? Hvorfor kan Onkel Anders ikke få lov at tage skørter og makeup på ved festlige lejligheder? For blot at nævne et par yderpunkter.
Det er godt nok blevet meget bedre idag end det var for 20-30 år siden - men der er stadig et stykke vej til fuld accept. Jeg tror det hænger en del sammen med udviklingen på foreningsområdet, og den logeagtige atmosfære der prægede den oprindelige ene forening.

Foreningslivet
Der findes faktisk flere foreninger her i landet der optager transvestitter og transsexuelle: Bl.a. TID (Transvestitforeningen i Danmark) og PFT (Patientforeningen for Transseksuelle).
Hvis man er ny på transpersonområdet, er tilfreds med at være sit fysiske køn, og ikke kender andre i samme situation, er det en rigtig god ide at melde sig ind i TiD. Her kan man udfolde sine feminine/maskuline sider, og man kan opbygge et meget værdifuldt netværk af transpersoner, som man kan drøfte sine problemer med og ofte mødes med både i byen og privat.
Er du derimod klar over at du er transseksuel er det PFT, der er det rigtige sted for dig - uden at det behøver at betyde at du ikke samtidigt kan være medlem af TID, for det kan du godt - da der er enkelte transseksuelle der er medlem begge steder. PFT arbejder specifikt og meget målrettet på at forbedre vilkårene for transsexuelle, hvor TID er mere transvestitorienteret.
Jeg har efter mange år i FPE-NE, TID, samt i PFT, efter en del gennemtænkning da jeg efterhånden har fået opbygget et rigtigt godt netværk men jeg synes efterhånden at PFT kommer nærmest det jeg står for. Det er da også de to ovenstående foreninger jeg anbefaler til andre.

Sommerfuglen
En anden mulighed er at gå på natklub: Der findes en god og hyggelig natklub i København der hedder Never Mind, hvor der samles en del transpersoner fredag aften. Specielt den første fredag i måneden, hvor man holder Butterfly Club specielt for transpersoner. Normalt er der åbent fra kl. 23, og natklubben ligger lige overfor Jarmers Plads på Vester Voldgade.
Her er man ikke helt i foreningernes beskyttede miljø, da alle har mulighed for at komme ind lige fra gaden, men til gengæld er man en del af det virkelige liv, og det er for mange nok så vigtigt, og så er der scoremuligheder for dem der ønsker det.

Der er også kommet en ny natklub, idet Madame Arthur er genopstået efter næsten 20 års pause, og nu byder på natklubmiljø med drag-show i et blandet klientel. Ligger skråt overfor Vesterport Station i København

Tys-tys!
Men hvad betyder denne diskretion?
Ja - umiddelbart betyder det at man i TID kan få et fristed, hvor man kan være transvestit uden at det får nogen konsekvenser for éns sociale liv. Man har et sted hvor man kan mødes en gang eller to om måneden, og få dækket det mest umiddelbare behov, ved at sidde og hygge sig over lidt god mad og en kop kaffe sammen med andre i samme situation. Det er totalt ufarligt!

Selvaccept er vigtig!
Netop selvaccepten er noget meget væsentligt for os transpersoner, for kan du ikke acceptere dig selv, hvordan skulle så andre kunne gøre det?
Som jeg har nævnt andetsteds på denne hjemmeside behøver det faktum at man har en mands krop ikke at betyde at man er en mand - man kan faktisk føle sig så meget som kvinde, at det rigtige for den pågældende vil være at leve som kvinde. Uanset om man føler en operation som det rigtige eller ej. Eller omvendt!

Marianne Gottlieb (rev. 13/02'06)